• Når familien rammes af krise
• De udsatte søskende
• Søskendes sorg og skyldfølelser
• Egne følelser og tanker
• Hvordan samtale?
• Venner på besøg
• Pinligt …
• Hvem bør vide besked?
• Når støtte er en hjælp
• Søskendegrupper

Søskendes sorg og skyldfølelser

Mange søskende til børn med handicap, fysisk eller psykisk sygdom oplever både sorg og skyld. Sorg over den bror eller søster de aldrig fik og skyld og dårlig samvittighed fordi de ofte føler et stort ansvar over for deres forældre og søskende.

I filmklippet fortæller Le, hvordan hendes datter Josefine nogle gange tager for meget hensyn til sin mor.

Også andre forældre oplever deres børns sorg og skyldfølelser.

Lene, mor til Rasmus og Caroline. Rasmus er multihandicappet og har en hjerneskade:

En dag kom hun og fortalte mig, at hun havde drømt, at Rasmus kunne gå. Så jeg tror hun ligesom os andre, håber det kan blive realiteten en dag. Jeg tror også, at hun, på sin egen måde, har været gennem en sorgproces. Jeg husker engang efter den samme drøm, at hun blev ked af det og græd. Så jeg tror hun også har sin sorg.

Pia, mor til Thomas og Maria. Thomas er udviklingshæmmet:

Maria er meget urolig for Thomas’ fremtid. Hun gør sig mange tanker om, hvor han skal bo henne og hvordan det skal foregå. Hun er jo bange for, at han skal blive meget ensom, hvor jeg prøver at sige, at han bliver meget alene, men jeg er ikke sikker på, at han bliver ensom. At det faktisk er vores sorg, at Thomas ikke har kontakt til jævnaldrende, mere end det er hans behov, men det er svært at forstå, for vi andre ville savne, hvis vi ikke havde mennesker omkring os. Dertil oplever hun naturligvis, at samfundet ikke rigtig gider en som Thomas – og det sårer hende jo.  Selvfølgelig er der en hel masse bekymringer, der er faldet væk, efterhånden som han er blevet ældre, men der kommer jo så hele tiden nye til. Så det er svært helt at imødegå Marias bekymringer. Men det virker som om, at Maria er bedre til at åbne op, efter hun selv er blevet ældre.

Le, mor til Amanda og Josefine. Amanda har en spastisk lidelse:

Jeg tror bestemt, at Josefine tager hensyn til mig, der er noget med mor, som både er godt og skidt. Det prøver jeg også at snakke med hende om. At prøve at sige at det er dejligt, at du passer på mig, men jeg er voksen og jeg har voksne, som hjælper mig. Så du skal gøre de ting, du har lyst til og de ting, du brænder for, så skal jeg nok selv sige til eller fra. Jeg tror, at Josefine har anlæg for dårlig samvittighed, hvilket vi prøver at snakke om. Det er naturligvis forhold, jeg selv kan nikke genkendende til. Det er derfor vigtigt for mig at få formidlet, at det f.eks. ikke er hendes skyld, at Amanda er flyttet. Uanset hvad så ville det have været sådan alligevel. Det med den dårlige samvittighed tror jeg kommer og går, ikke mindst fordi hendes ansvarsfølelse er så kæmpe stor. Så det kræver opmærksomhed.